Jeg har altid godt kunne lide dette citat fra Ringenes Herre, og jeg synes, det passer godt til et første blogindlæg. Jeg ved ikke, hvad jeg præcis vil med min blog, men regner med, det dukker op undervejs. Det er, som om jeg står på dørtærsklen til eventyret, ved starten af “the road [that] goes ever on and on” og ikke kan se, hvor den fører hen. Men det gør ikke noget. Eventyr er spændende. Eventyr får os til at se verden med nye, friske øjne, og får os til at gro. Jeg er på flere måder startet på nye eventyr på det seneste: Jeg er blevet bilejer (igen), så nu kan jeg igen fare verden tynd (nok mest begrænset til det jyske, men stadig), jeg var tæt på at blive husejer for nogen tid siden (har ikke droppet planen, men har affundet mig med, at det tager tid at bygge Rom), jeg har genfundet min kærlighed til bøger og fantasy litteraturen i særdeleshed (genlæser Raymond Feists Riftwar Saga – kan sagtens anbefales), og mere vigtigt er der sket et mentalt skift. Hvor jeg tidligere har været bange for at gøre ting, af frygt for at fortryde og blive såret, så vil jeg nu løbe hovedløs ind i muren for blot at springe op og prøve igen, indtil jeg har forceret The Cliffs of Insanity.
Hvis du følger min blog, vil du få chance for at læse om nogle af mine hobbies, så som rollespil, fantasy lit., brætspil, korsang, men også om de tanker, der rører sig.
Jeg burde være gået i gang med dette projekt for længe siden, men bedre sent end aldrig. Det er trods alt opgaven, der aldrig bliver påbegyndt, der tager længest at afslutte.
/abhainnglass
